Forestil dig en verden, hvor stemmeretten gives, den dag du fødes. Og hvor der altid er nogen, der repræsenterer fremtidige generationers interesser, når der skal træffes beslutninger. Kan vi gøre op med kortsigtetheden, spørger Anders Folmer Buhelt og Sara Gry Striegler.
I store dele af den vestlige verden er der en voksende opmærksomhed og orientering mod tid – et tidsperspektiv, der rækker langt ud over, hvad vi er vant til.
Klimakrisen og de konsekvenser, den kan have for fremtidige generationer, har været med til at skubbe bevægelsen i gang. Det har ført til spørgsmål om, hvordan vi kan tillade os at træffe beslutninger, der rækker langt ind i fremtiden, uden at tage de mennesker, der findes til den tid, med i betragtning. Og til spørgsmålet: Har vi evnen til at gøre det anderledes?
Nogle steder i verden er denne tilgang ikke ny, men går langt tilbage til før år 1500 og er spundet ind i traditionelle kulturer.
Haudenosaunee-konføderationen i det nordøstlige Nordamerika har meget gamle og meget stærke demokratiske traditioner, hvor et grundlæggende element er “det syvende generations princip”.
Det er en filosofi om, at de beslutninger, vi træffer i dag, skal resultere i en bæredygtig verden om syv generationer. Ikke alene beslutninger om infrastruktur, energiforsyning og naturressourcer, men også beslutninger om relationer, omsorg og andre sociale og samfundsmæssige sammenhænge.
Maorierne i New Zealand har en tilsvarende filosofi i forhold til deres beslutninger, og i flere kulturer kigger man både langt tilbage og langt frem for at træffe gode beslutninger.
Måske er årsagen til, at det er svært for os at ændre adfærd i forhold til klimakrisen, at de største klimapåvirkninger for alvor vil kunne mærkes af mennesker fjernt fra os – både geografisk og i tid.
Vi ved, at konsekvenserne rammer skævt – at vi i de rige lande, der udleder mest, rammes mindst – og vi ved, at de store katastrofer ikke kommer til at ramme i vores levetid, men snarere i vores børnebørns eller børnebørns børns.
Kenney Warne skriver i en artikel i National Geographic, at mens det evolutionært giver mening, at vi har svært ved at forbinde os til folk, som er langt fra os geografisk, fordi vi ikke tilhører samme “stamme”, giver det ikke mening, at vi ikke er bedre til at forbinde os til vores efterkommere – for de tilhører jo vores “stamme”.
Så hvorfor fylder vores efterkommere ikke i vores bevidsthed, når vi træffer beslutninger? Er vi fanget i kortsigtethed?
Kortsigtethed er muligvis ved at blive en eksistentiel trussel mod menneskeheden.
Kortsigtede tankesæt og strukturer på tværs af erhvervsliv, politik og samfundet truer vores fælles fremtid: Valgcyklusser der kalder på akut handling og hurtige resultater for at blive genvalgt. Kvartalsregnskaber i virksomheder, der belønner hurtige afkast frem for langsigtet værdi. Den konstante nyhedsstrøm, der fanger os i det umiddelbare.
Der er ingen af de strukturer, vi har skabt i vores samfund, som understøtter eller belønner langsigtethed. Man kan fristes til at spørge, hvorfor ikke vores demokrati og stemmeret tilgodeser de mennesker, der vil opleve forandringer og politiske beslutninger længst tid?
Med den gule breaking-bjælkes retorik kan man sige, at vores tunnelsyn med fokus på det nært forestående fører til beslutninger, der kan betyde, at vi i yderste tilfælde kun står tilbage med en kort fremtid som art.
Men det er lettere sagt end gjort at tage det lange perspektiv i en kortsigtet verden, så det kræver noget nyt: Det kræver beslutninger, strukturer og fokus.
Heldigvis kan vi få inspiration fra lande, hvor man har skabt strukturer til at have ansvaret for at tænke fremtiden ind i beslutninger.
Allerede i 1993 etablerede det finske parlament et fremtidsudvalg – på linje med de mange udvalg, vi har i det danske Folketing: børne- og undervisningsudvalget, finansudvalget, socialudvalget osv.
Fremtidsudvalget fungerer som en form for tænketank for fremtids-, videnskabs- og teknologipolitik i Finland, og udvalgets mission er at skabe dialog med regeringen om større fremtidige udfordringer og muligheder.
Regeringen afgiver mindst én gang i løbet af sin valgperiode en redegørelse – regeringens fremtidsrapport – om regeringens mål og bud på udviklingen på meget langt sigt.
Rapporten har indarbejdet langsigtede perspektiver og fremlægges af premierministeren til parlamentet. Fremtidsudvalgets hovedopgave er herefter at udarbejde parlamentets svar – parlamentets fremtidsrapport.
På denne måde kan den finske regering og parlamentet i samarbejde identificere vigtige politiske temaer på et så tidligt tidspunkt, at forskellige alternativer og politiske linjer stadig er fuldstændig åbne. Parlamentets beslutninger tager på denne måde form efter et bredt informationsgrundlag af både fremskrivninger, ønsker og forestillinger om fremtiden i stedet for alene at basere sig på et akut problem eller øjebliksbillede.
Andre lande, der har fremtidsudvalg i deres parlamenter, er Chile, Filippinerne, Island, Litauen, Paraguay og Uruguay. Derudover er der andre udvalg, der i vid udstrækning beskæftiger sig med fremtidige spørgsmål, blandt andet i Østrig, Canada, Polen, Thailand, Estland og Vietnam.
Det er med andre ord mere udbredt, end man lige skulle tro, formelt at indarbejde hensyn til fremtiden og fremtidige generationer i det politiske arbejde.
I 2015 blev “The Well-being of future Generations”-loven vedtaget i Wales med afsæt i de store udfordringer, Wales i lighed med de fleste andre lande står overfor: klimakrise, fattigdom, ulighed i sundhed, demografisk udvikling og trivsel.
For at give både nuværende og fremtidige generationer høj livskvalitet har man fokus på den langsigtede virkning af de beslutninger, man træffer. Loven indeholder derfor juridisk forpligtelse om at forbedre den sociale, kulturelle, miljømæssige og økonomiske velfærd og kræver, at offentlige organer i Wales inddrager den langsigtede virkning af deres beslutninger.
Loven understreger vigtigheden af at tænke på tværs, mobilisere alle relevante ressourcer og balancere kortsigtede behov med langsigtede behov.
I en tid, hvor den danske regering vil og skal gennemføre en række reformer, og vi samtidig i den seneste valgkamp har set ledende politikere melde ud, ‘at vi ikke ved hvordan vi skal løse trivselskrisen’, er det ikke bare meningsfuldt, men også langt mere ansvarligt at tage et væsentligt længere perspektiv på udfordringerne.
Det ligger i ordets definition, når vi slår op i ordbogen, at reformer er ‘forandring, især forbedring af et bestående forhold’.
Så tænk hvis regeringen nedsatte et fremtidsudvalg, der for alvor afdækkede mulighederne på langt sigt som indspil til at gentænke store dele af vores velfærdssamfunds mekanismer og strukturer.
Det kræver mod og ikke mindst tålmodighed, en helt ny måde at forstå vores samfund på og vores allesammens rolle i det. Måske det kunne så frø, som fremtidige generationer vil høste virkningen af?
Hvor lang tid er lang tid? Det lyder som et spørgsmål, et lille barn kunne stille sine forældre. Men det er et meget relevant spørgsmål i den tempofyldte og kortsigtede tid, vi lever i.
Der er brug for, at vi får et nyt perspektiv på de beslutninger, vi træffer, og de ting, vi foretager os. Vi har en moralsk forpligtelse til at tænke på konsekvenserne for fremtidige generationer – vores efterkommere.
For at skabe denne kulturændring i en hurtig og konsekvent kortsigtet verden har vi både brug for det, The Long Time Project kalder “long-timism” – at dyrke omsorg for verden udover vores levetid – og “long-termism” – langsigtethed til at planlægge for gavn og mål i fremtiden. Det kræver kompetencer, som vi ikke prioriterer og dyrker i dag.
Vi har brug for visionære ledere i alle dele af samfundet og sektorer med langsigtede missioner (og investeringer!) og politiske beslutningstagere, der har kapaciteten til at tænke og vigtigst handle mere fremtidsorienteret.
Det er store samfundsmæssige udfordringer, vi står overfor; den store trivselskrise blandt unge og manglen på ressourcer på sundheds- og ældreområdet kombineret med den demografiske udvikling, men også krigen i Ukraine, energikrisen og den galopperende inflation.
Udfordringerne er sammenhængende, komplekse og har væsentlige konsekvenser for folks liv. De påvirker ikke kun ét, men mange områder i vores velfærdssamfund. De er uløselige i den kommende valgperiode, men vi kan ikke vente med at tage fat på dem.
Lars Løkke pegede for nylig på, at vi i Danmark mangler krisebevidsthed. En forståelse af de alvorlige udfordringer vi står overfor, som over tid kan have virkelig fatale konsekvenser for vores samfund, hvis ikke vi er villige til at forandre og opgive til gavn for fællesskabet. Han efterlyste forståelse og villighed til at se det større, længere perspektiv for hver enkelt af os. Og, kunne man tilføje, for vores efterkommere.
Det er ikke nok at overlade det til vores politiske ledere. Et skift i at drage omsorg for fremtidens generationer og samfund og strække vores empati herfor kræver noget af os alle. Både nu og i fremtiden.
Børn skal i dag lære de traditionelle færdigheder i deres skolegang, men har vi glemt at dyrke den forestillingsevne og kreativitet der skal sikre udvikling, og at vi kan tackle fremtidens udfordringer på nye måder? At vi kan udfordre status quo, de logikker og mekanismer, som er med til at opretholde vores samfundsudfordringer? Måske er de endda centrale for trivsel?
Noget af det der forsvinder, når ikke vi trives, er evnen til at kunne forestille os at vores liv kan være anderledes, at vores hverdag kan noget andet. Så mon ikke forestillingsevne, langsigtethed – longtermism – populært sagt ‘fremtidskompetencer’ er fremtidens kompetencer?
En sådan tilgang kan findes i et sæt værktøjer, som Danmark har en lang tradition for: design. Mange vil måske opfatte design som primært optaget af æstetik og form, men design er i virkeligheden en tilgang til at konkretisere, undersøge og udfordre.
At anlægge en designbaseret tilgang betyder at basere vores arbejde på sociale, menneskelige, samskabende, tværfaglige og meningsfulde kvaliteter; værdier, der er lige så meget en del af Danmarks DNA som form og æstetik.
Mindsettet fra design gør det muligt at skabe fremdrift i situationer præget af flertydighed og interne modsætningsforhold. Dette er yderst værdifuldt og særligt i komplekse systemer, hvor mange forskellige mennesker, processer og strukturer skal mødes og spille sammen i en højere enhed. Med fokus på at demokratisere, involvere og eksperimentere.
Centrale internationale aktører som UNESCO og OECD og mange andre har for alvor fået øjnene op for netop disse kompetencer og kapaciteten til at kunne udfordre de underliggende forståelser af verden, have evnen til at forestille sig, at fremtiden kan have alternative udfald og handle derefter; det vil sige oversætte, inspirere og informere nutidens beslutninger og udviklinger.
UNESCO arbejder på at fremme fremtidsfærdigheder – “futures literacy” – som et afgørende element i dannelsen af børn og unge. Da de proklamerede den 2. december som international fremtidsdag, understregede det vigtigheden af disse kompetencer som nogle af de mest centrale færdigheder i nyere tid.
OECDs laboratorium for offentlig sektor innovation, OPSI, der rådgiver og støtter regeringer i at anvende nye tilgange til at opnå lokale, nationale og globale politiske prioriteter, styrker og udvikler i disse år netop disse kompetencer.
I Danmark ser vi også krusninger på overfladen. Flere organisationer og virksomheder efterspørger nye måder at orientere sig mod fremtiden og det lange perspektiv til at navigere i vores usikre og flertydige virkelighed.
Der findes flere aktører på feltet herhjemme såsom Institut for Fremtidsforskning, der har fokus på fremtidskompetencer, men også både Akademiet for Social Innovation og Dansk Design Center arbejder med langsigtethed og forestillingsevne i deres arbejde med at adressere de komplekse samfundsudfordringer.
Der er behov for, at vi samler kræfterne og mobiliserer den kollektive forestillingsevne og langsigtethed – og vi bør bede vores politikere og andre beslutningstagere om at gå forrest. Fremtiden er per definition ikke noget, vi kan forudsige, men derimod noget vi selv skaber gennem vores handlinger, vores beslutninger og de valg, vi træffer idag.
