Forfatter og grundlægger af The New Citizen Project Jon Alexander fortæller om at generindre vores identitet som medborgere og kærligheden til vores egen art
Hvordan vil du beskrive begrebet "den nye borger"?
Det er omkring 10 år siden, jeg brugte udtrykket "den nye borger", og jeg er faktisk ikke sikker på, at ville bruge det i dag. Jeg er i stigende grad kommet til at se dette arbejde som en form for erindringsproces frem for en innovationsproces.
En af de mest betydningsfulde oplevelser for mig de seneste år har været at tilbringe tid med oprindelige kulturer og folk. De kan hurtigt identificere sig med mine grundtanker, fordi de føler, det er deres historie.Det er det på mange måder også, fordi det grundlæggende handler om gensidig afhængighed og fællesskab. Vi har brug for hinanden, for jorden og for naturen for at være os selv.
Da jeg researchede til min bog, var jeg begejstret over at opdage etymologien bag ordet borger: det betyder rent bogstaveligt sammenfolk. Det er også vigtigt at skelne mellem borgerrollen som status og borgerrollen som praksis. Ordet ”borger” er problematisk, fordi det kan bruges til at ekskludere ikke-borgere. Vi skal lade ordet med deltagelse, engagement og fantasi frem for et pas.
Så snarere end en ny borgerrolle, er det genopdagelsen af borgerrollen?
Ja, det er en genopdagelse eller generobring. Jeg elskerordet "erindre", fordi det handler om at genoptage noget, vi allerede er en del af.
Jordens forvaltere
Hvad er nogle af de vigtigste læringer, du har taget med dig fra oprindelige folk?
En af de mest betydningsfulde oplevelser var at tilbringe tid med den aborigine filosof og forfatter Tyson Yunkaporta. Han har skrevet bogen Sand Talk: How Indigenous Thinking Can Save the World.
Tysons hovedpointe er, at vi som mennesker har en rolle at spille. Indimellem frygter jeg, at vi ikke længere elsker os selv som art. Tyson taler om, at menneskeheden ifølge oprindelige folk har ansvaret for at være Jordens værger eller forvaltere. Det handler ikke kun om ikke at gøre skade, men om at huske, hvordan vi er generative og konstruktive og spiller den rolle, vi er bestemt til.
Du siger, vi er ved at miste kærligheden til os selv som art. Er det første skridt mod positiv forandring at genfinde den kærlighed?
Min ven Baratunde Thurston, der er en amerikansk komiker og forfatter, brugte udtrykket "latent kærlighed", da vi talte om det aktuelle politiske klima i USA. Jeg tror, at vi som mennesker naturligt ønsker at elske hinanden og verden, men vi er fanget i en fortælling, der forhindrer os i at gøre det.
Jeg tror, den kærlighed kan starte hvor som helst – i ethvert fællesskab. Mange mennesker elsker det sted, hvor de bor, de taler bare ikke om det på den måde. Et af mine yndlingseksempler er fra Grimsby i Nordøstengland. Det er en meget nedslidt by, og her rejste en mand sig ved et byrådsmøde og sagde: "Kommunen kommer ikke til at fikse det her for os. Vi må gøre det selv." I dag har de rejst midler til at konvertere ti huse til almene boliger, etableret en kunstfestival og en lokal avis. Det hele startede med en fælles kærlighed til stedet.
Ud med forbrugerhistorien
Hvorfor er denne overgang til at huske borgerrollen særligt vigtig nu?
Det er afgørende, fordi vores nuværende systemer og institutioner falder fra hinanden. De, der har magt, ser kun forbrugerhistorien og forsøger at opretholde den. Men denne historie kan ikke opretholdes, og det skubber folk mod autoritarisme og fascisme. Vi har brug for et nyt fællesskab, hvor alle kan deltage.
Ser du de igangværende optøjer i England som et eksempel på dette?
Absolut. Men det er vigtigt at fortælle, at folk kom ud og genopbyggede deres byer. Og da der blev annonceret nye optøjer, dukkede folk op- indimellem i tusindvis – for at beskytte deres byer. Dette er desværre ikke blevet anerkendt af premierministeren. Man kunne have holdt en tale om energien i de fællesskaber og bygget videre på den. Men de ser det ikke.
Små, dybe forandringer
I din bog fortæller du om tegn på skiftet mellem passiv forbruger og deltagende borger. Hvad ser du som de største barrierer for denne overgang?
Uden for de eksisterende systemer ser vi mange små, dybe forandringer, men de forandringskræfter ser måske ikke hinanden. Vi skal forbinde disse bevægelser og hjælpe dem med at se, at de er en del af noget større. Inden for systemerne handler det om at åbne sig og give plads til borgernes deltagelse. Taiwan er et godt eksempel,hvor aktivister skabte løsninger, som regeringen til sidst anerkendte og integrerede.
Hvor går vi hen herfra?
Jeg tror, at løsningen skal komme fra uden for regeringen, ligesom vi så det i Taiwan. Vi har brug for deltagende demokratiprocesser som borgersamlinger, der kan skabe konkrete planer for klimahandling og andre store udfordringer. Det handler om at opbygge et alternativ til den eksisterende legitimitet, fordi de nuværende systemer simpelthen ikke kan levere de løsninger, vi har brug for.
