“Kære fremtid... 

Jeg er bange 

Får jeg en skramme? 

Du er blid, lys og stor 

Men du er også hård, mørk og lille” 

Sådan lyder et af de over 1.500 kærlighedsbreve til fremtiden, der er puttet i Generation Hopes postkasse de seneste år. Nanna Vedel-Hertz og Stella René har stiftet bevægelsen med drømmen om at bruge håbet som drivkraft mod en bedre verden. En slags håbs-aktivisme. De beskriver de breve, de modtager, som lige dele dystopi og afmagt, håb og handlekraft. 

“Vi oplever en generation, der er SÅ klar på at tage ansvar og handle, og med store, fantastiske drømme for, hvad vi vil skabe, fra inklusion og fred til trivsel,” siger Nanna “Men der er også en følelse af at være langt væk fra magten og ikke at have indflydelse på de ting, de er bange for, eks. Klima og krig. Her føler de, at de på ingen måde bliver hørt.” 

 Begge tror de på, at håbet er fundamentet for al positiv samfundsforandring. 

“Håb er tiltro til, at vi kan skabe ændringer, “ siger Stella. “Ligesom aktivisme, er håb et forsøg på at lede os i en retning, hvor vi kan skabe det samfund, vi ønsker. " 

"Vi ser håb som noget aktivt; som en evne,” supplerer Nanna. ”Nogen ser det som pacificerende eller apatisk. Vi ser det som en fundamental forudsætning for at handle. 

‍

Tid til voksenoprør 

Generation Hope er en del af det nye fremtidslaboratorium “Snart” på Thoravej 29, og i januar var Stella og Nanna inviteret til at tale til Akademiets nytårskur med fokus på aktivisme. Her kom de med et tydeligt budskab til lederne i rummet: "Ungdoms oprøret er i gang, og vi vil elske det, hvis I vil være med. Så vores spørgsmål til jer er: er det endeligt tid til et voksenoprør?”  

Og der er brug for at få udvidet forståelsen og bevidstheden om håb, mener de. For håb og aktivisme bliver opfattet som irrationelt, naivt og endda radikalt. Men først og fremmest som noget, der hører ungdommen til.  

“Vi bliver mødt af en paradoksal dobbelthed,” siger Stella. “Folk taler om, hvor dejligt det er, at ungdommen handler – som om det er den unge generationsansvar at skabe forandringer. Og når vi så fylder 30, får vi at vide: 'Nu skal I også acceptere, at verden er, som den er." 

Mister vi håbet, når vi bliver voksne? 

“Nej, på ingen måde,” siger Nanna. “Men håb er er en evne, vi skal blive ved med at træne, og endnu mere, jo ældre vi bliver.” 

“Der sker en gradvis ændring, når vi bliver voksne,” siger Stella. “Vi må ikke have det med i vores deltagelse. Nerven er der, men det må ikke være fremtrædende.

Træn dit håb 

Generation Hope arbejder ud fra Charles Snyders “hope theory”, der kan koges ned til tre enkle trin:  

1. Sæt et mål. Stort nok til, at du brænder for det og småt nok til, at du kan opnå det. 

2. Find vejene derhen. Gerne flere forskellige veje, hvis der skulle opståudfordringer på en af dem. 

3. Tro på, at det kan lade sig gøre 

Nanna udgav sidste år bogen “De nye voksne – hvor du end går hen, gå med hele dit hjerte” om emnet. Hun mener, teorien rummer et stort potentiale, når man overfører den til et fællesskab. 

"Hope Theory tager udgangspunkt i individer, men tænk nu, hvis vi også kollektivt øver os i at fokusere på alt det, vi ønsker og håber på, i stedet for blot at fokusere på alt det, vi IKKE vil have – krig, hungersnød osv.," siger hun. "Så ville vi synliggøre, hvor meget vi faktisk har til fælles, og vi ville kunne sætte en fælles retning.  Og tro på, at vi faktisk vil det godt for hinanden. Historien viser jo, at vi godt kan samarbejde som art – ellers var vi ikke nået så langt." 

Så når FN sætter verdensmål op, handler det om mere end flotte ord? 

Stella: "Ja, netop fordi det er reelle mål, vi sætter og bliver enige om. Og dermed kan bevæge os hen imod. Hvis vi alle sammen har de drømme, så har vi jo noget at tage fat på.” 

‍

‍