Udgifter eller investeringer

Danmark er ifølge flere internationale organisationer et af de bedste lande i verden at drive virksomhed i. En af årsagerne er vores samfundsmodel, som sikrer en kvalificeret arbejdsstyrke, en fleksibel arbejdsmarkedsmodel med sikkerhedsnet og som sikrer, at forskellene i levestandard og muligheder ikke bliver for store og skaber social uro. Vores samfund er præget af nærhed og tillid – og det viser, at vores samfundsmodel er en rigtig god investering.

Men vores samfundsmodel er ikke ufejlbarlig eller naturgiven. Hvis vi ikke udvikler den, risikerer vi, at den stille og roligt falder fra hinanden. For vi gør det ikke godt nok, når tusinder af unge fra hver årgang ender uden for fællesskabet. Når boligpolitikken mangler de greb, der kan skabe trygge og levende steder at bo i hele Danmark. Når virksomheder mangler arbejdskraft, mens en stor gruppe er ledige.

Hvis vi undlader at gøre en reel indsats for at løse de grundlæggende problemer i vores samfund, hvoraf en stor del har eksisteret alt for længe. Hvis vi undlader at udnytte de kæmpe potentialer, vi som velfungerende, åbent og ressourcestærkt samfund har. Hvis vi tillader, at den sammenhængskraft og grundlæggende tillid, vores samfund er bygget på, eroderer. Så risikerer vi at miste det fundament, vores succes som samfund står på.

Derfor skal vi investere i den fortsatte udvikling af vores samfundsmodel. Både den løbende, naturlige udvikling og den mere grundlæggende forandring, hvor det er nødvendigt.

Bæredygtighed er også socialt

Hvis vores stærke samfundsmodel skal holde i fremtiden og fortsat skabe rammen om et af de mest tilfredse folkefærd og et af de bedste erhvervsklimaer i verden, skal vi sikre, at vores samfund er bæredygtigt, også socialt. Modsat de fleste andre steder opfattes bæredygtighed i Danmark nærmest udelukkende som noget grønt. For de fleste handler det om at mindske udledning af drivhusgasser, begrænse madspild, omlægge vores transport og forbrug og meget andet. Det er sindssygt vigtige indsatser. Men bæredygtighed er, og har siden Brundtlandrapporten ”Vores fælles fremtid” fra 1987 været, både det sociale, det grønne og det økonomiske. De er indbyrdes afhængige og uadskillelige.

EU-Kommissionen understreger i sine mange politikker på bæredygtighedsområdet, at både den grønne og den digitale omstilling er social i den forstand, at de kræver en bevægelse af os alle sammen. Ligesom de skal ske på en måde, der understøtter vores samfundsmodel og vores værdier om åbenhed, frihed og lige muligheder. Bundlinjerne indeholder med andre ord alle de relevante samfundsmæssige dagsordener – det sociale, det økonomiske, det digitale og det grønne.

I Danmark har vi set virksomheder og investeringsaktørers indsatser på bæredygtighedsområdet koncentrere sig om det grønne, hvilket i nogle sammenhænge har efterladt de andre bundlinjer – og de andre verdensmål – på perronen. Ret beset er det vel kun fem af de 17 verdensmål, der er rent grønne (7: bæredygtig energi, 12: ansvarlig produktion og forbrug, 13: klimaindsats, 14: Livet i havet og 15: livet på land).  De andre omhandler ligestilling, uddannelse, anstændige jobs, stærke institutioner, sult og sundhed og trivsel. Det samme gør sig gældende, når virksomheder og investorer arbejder med ESG – environmental, social and governance.

Hvis man bare laver en – bevares urimelig og umulig – sammenligning mellem Den Grønne Fremtidsfond og Den Sociale Investeringsfond, så råder den første over 25 milliarder kroner, mens den anden råder over 78 millioner kroner. Bare sådan for at tegne forskellene lidt skarpt op. Jeg plæderer ikke for at skrue ned for den første, men hvis vi skal skabe social innovation, skal der nok skrues op for den anden.

Det kalder på, at vi tager bæredygtighed alvorligt som mere end det grønne, så vi kan finde finansiering til social innovation.

Profit på social innovation

Selvom social innovation dækker væsentlig bredere end det, vi traditionelt kalder ”det sociale område” og også kan omfatte fx uddannelse, sundhed, beskæftigelse m.m., støder diskussionen om finansiering af og investering i social innovation ofte på den udfordring, at profit på sociale indsatser ikke er yndlingskop-teen herhjemme.

Vi rynker ikke på næsen, når regeringen på vores alles vegne investerer 800 millioner kroner i Bavarian Nordic til udvikling af en COVID-19-vaccine, vi alle kan se både de sundhedsmæssige og indtjeningsmæssige fordele i. Der er heller ikke nogen, der kan se noget problematisk i, at vi i årtier har investeret offentlige midler i udvikling af grønne løsninger, som private virksomheder er blevet rige på. Tværtimod skruer vi op for den type af investeringer – tænk bare på energiøen, som staten kommer til at smide mere end 105 milliarder korner i for at have majoritetsejerskabet. Og det giver vel god mening som samfund at investere i noget, vi alle kan få glæde af og tjene penge på?

Men når det kommer til profit på det sociale område, så er reaktionerne anderledes – man bør ikke kunne lave profit på mennesker i udsatte positioner. Punktum. Og det er jo umiddelbart meget forståeligt og fornuftigt, at vi ikke åbner et marked for plattenslagere og uvederhæftige mennesker, som slår mønt på andres dårlige situation. Men samme bekymring har vi åbenbart ikke inden for det grønne, indenfor medico, govtech eller welfare tech – eller endsige inden for det nært beslægtede beskæftigelsesområde. Her laver vi ikke regler efter, at der kan være enkelte brodne kar, men efter at der er en fælles gevinst ved at investere i løsninger, der gavner os alle.

Der er ingen, der skal tjene på andres dårlige situation, men kan vi ikke godt leve med, at der er nogen, der tjener på at løse de problemer, vi som samfund ikke får løst ellers?

Finansieringen af social innovation skal betragtes som iværksætteri

Spørger man sociale iværksættere, virksomheder eller organisationer om problemerne med finansiering, er noget af det, der bliver nævnt, at penge kommer med en pris. Penge trækker din ide, din virksomhed, din organisation i en retning.

For mange sociale iværksættere er de første penge, de rejser, fra en filantropisk fond. Inden man når så langt, skal man i forbindelse med sin registrering i CVR-registeret have taget stilling til, om man vil oprette en virksomhed, en forening, en fond eller noget fjerde. Hvis man sigter mod filantropiske penge, vælger man typisk forening, fond eller socialøkonomisk virksomhed, fordi de muliggør en donation. Det er der ikke noget galt i. Men hvis man formår at lave et proof of concept og gerne vil udbrede eller skalere, skal der ofte en anden type penge til den fase, og her bliver det en udfordring, at man har en juridisk status som gør profit meget vanskeligt. En analyse, Akademiet for Social Innovation er i gang med, indikerer, at der er store udfordringer med finansiering i overgangene mellem væksttrin for sociale iværksættere.

Noget andet ved de forskellige typer af finansiering er, at ”normale” iværksættere, der skal rejse penge til udvikling af et produkt eller til at gå på markedet med et allerede udviklet produkt, lægger vægt på deres mangler, når de skal rejse penge. Ud over pengene mangler de måske også markedsføringskompetencer eller kompetencer til at udvikle den helt rigtige forretningsmodel eller noget tredje. Investorer på dette stadie investerer ikke alene penge, men også kompetencer og netværk for at gøre deres investering til en succes.

Anderledes forholder det sig med mange filantropiske midler. Her er der tradition for, at hvis man vil sikre sig en bevilling fra en filantropisk fond, skal man overbevise om, at man har en løsning, at man er den bedste til at gennemføre den, og at man ved hvordan, hvornår og med hvad, det skal gøres. Der er heldigvis væsentlige undtagelser, men der er fortsat typisk ikke adgang til sparring, kompetencer man ikke selv besidder eller mentorskab fra dem med pengene på spil.

De forskellige logikker, overgangene og de snævre kasser, man skal definere sig ind i fra start, er udfordringer, som vi er nødt til at få gjort noget ved, så vi kan skabe et mere sammenhængende markedsøkosystem for social innovation.

En ny eksportsucces

Danmark har igennem mange år eksporteret knowhow inden for forskellige områder – landbrug, økologi, design, grøn omstilling, ældrepleje m.v. Samtidig har Danmark en samfundsmodel som – ikke alene på det grønne, det digitale og det økonomiske – er beundret over store dele af verden, også pga. det sociale. Vi har en helhedstænkning, hvor vi i samarbejde på tværs af interesser formår at gøre kagen større for os alle og på den måde udvikle gode samfundsløsninger.

Vi har gjort det historisk – tænk bare på forsikring, folkeskolen, andelsbevægelsen, daginstitutioner, arbejderbevægelsen, boligbevægelsen, arbejdsmarkedsmodellen osv. Der er nok at være stolte af. Og vi er fortsat dygtige til tillidsfuldt og løsningsorienteret samarbejde. Men vi kan blive endnu bedre. Og hvis vi genfinder vores eminente evne til at løse samfundsudfordringer ved grundlæggende forandringer, mon så ikke andre lande ville være interesserede i at lære hvordan?

‍